Forsete er en tænketank, hvis medlemmer er en bred kreds af universitetsfolk og praktikere, der alle beskæftiger eller har beskæftiget sig med retsområdet. Navnet Forsete stammer fra nordisk mytologi. Forsete er søn af Balder og Nanna, og han beskrives som retfærdighedens gud, der mestrer at løse indviklede konflikter, og han er ordfører på Asernes ting.

Tænketankens formål har siden starten i 2010 været:

  • at støtte og fremme ideerne bag en retsstat, herunder at arbejde for at fremme respekten for magtens tredeling mellem Folketing, regering og domstolene,
  • at fremme en ordentlig og saglig retspolitisk/kriminalpolitisk debat,
  • at arbejde for, at kendskabet til og forståelsen af det retspolitiske/kriminalpolitiske felt bliver bedre i alle dele af vort samfund,
  • at arbejde for, at den meget store viden og erfaring, der findes på disse områder, indgår i beslutningsgrundlaget med betydelig vægt ved vedtagelse af love og forvaltningen heraf,
  • at arbejde for, at de internationale konventioner, som staten har tiltrådt, overholdes,
  • at arbejde for at fremme det gode sociale arbejde, som bygger på dialog og respekt mellem myndigheder og socialt udsatte,
  • at arbejde for, at frihedsstraffen reserveres til de groveste forbrydelser, og at frihedsstraffen ikke gøres mere byrdefuld, end hvad der følger af frihedsberøvelsens gennemførelse.

Tænketanken fungerer som et netværk og en platform for samarbejde om retspolitiske emner. Når et eller flere medlemmer har lyst til at se nærmere på en problemstilling inden for Forsetes formål, får medlemmer mulighed for at deltage i projektet, og øvrige medlemmer orienteres via bestyrelsens referater.

Forsete er ikke partipolitisk og samarbejder med et bredt felt af politikere og organisationer.

Forsete har arbejdet med et bredt felt af retspolitiske emner og har indtil videre afholdt disse konferencer:

  • Sænkelse af den kriminelle lavalder
  • Hash – reguleret legalisering?
  • Jubilæumskonference
  • Civilsamfundet står sammen om Kriminalforsorgen
  • Retsstaten under pres

Saloner

Forsete afholder også saloner for medlemmer og særligt interesserede, hvor en fagperson indleder om et retspolitisk emne. Målet er, at fagpersonen får mere med hjem fra debatten med op til cirka 15 deltagere. Indtil videre har der været afholdt saloner om:

  1. Det strafferetlige forsæt
  2. Evaluering af reformen af indsatsen mod ungdomskriminalitet
  3. Forskningsprojektet Punitive Turn, Danish Style
  4. Etiske dilemmaer i danske fængsler og arresthuse
  5. Har beboerne på udrejsecentret Kærshovedgård den samme retssikkerhed som andre?
  6. Overvejelser inden et land går i krig
  7. Bør domstolene bruge AI til udmåling af straffe?