Vedtægter for FORSETE, RETS- OG KRIMINALPOLITISK TÆNKETANK
§ 1
Foreningens navn er FORSETE, RETS- OG KRIMINALPOLITISK TÆNKETANK.
Foreningens hjemsted er København. Foreningen er stiftet den 23. august 2010.
§ 2
Foreningens formål er
- at støtte og fremme ideerne bag en retsstat, herunder at arbejde for at fremme respekten for magtens tredeling mellem folketing, regering og domstolene,
- at fremme en ordentlig og saglig retspolitisk/kriminalpolitisk debat,
- at arbejde for, at kendskabet til og forståelsen af det retspolitiske/kriminalpolitiske felt bliver bedre i alle dele af vort samfund,
- at arbejde for, at den meget store viden og erfaring, der findes på disse områder, indgår i beslutningsgrundlaget med betydelig vægt ved vedtagelse af love og forvaltningen heraf,
- at arbejde for, at de internationale konventioner, som staten har tiltrådt, overholdes,
- at arbejde for at fremme det gode sociale arbejde, som bygger på dialog og respekt mellem myndigheder og socialt udsatte,
- at arbejde for, at frihedsstraffen reserveres til de groveste forbrydelser, og at frihedsstraffen ikke gøres mere byrdefuld, end hvad der følger af frihedsberøvelsens gennemførelse.
§ 3
Som medlem kan optages personer, der kan tiltræde og som ønsker at virke for foreningens formål. Bestemmelse herom træffes af bestyrelsen.
Bestyrelsen kan udelukke et medlem, der modvirker foreningens formål. Et udelukket medlem har ret til at få bestyrelsens beslutning prøvet af generalforsamlingen.
Medlemmerne kan ikke uden bestyrelsens samtykke udtale sig eller optræde offentligt på foreningens vegne.
Bestyrelsen kan beslutte, at der skal betales et årligt kontingent, der fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.
Udmeldelse af foreningen, der skal foretages skriftligt, kan ske når som helst.
§ 4
En person, der efter bestyrelsens opfattelse igennem længere tid har ydet en særlig indsats for foreningens arbejde, kan af foreningens generalforsamling udnævnes til Æresmedlem.
Beslutning om udnævnelse af et Æresmedlem træffes ved 2/3 stemmeflertal blandt de på en generalforsamling fremmødte, stemmeberettigede medlemmer, efter indstilling fra bestyrelsen.
§ 5
Foreningen ledes af en bestyrelse på 4-7 medlemmer, der vælges af den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
§ 6
Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med formand, næstformand, sekretær og kasserer eller som kollektiv ledelse, dog som minimum med kasserer og sekretær.
Hvis et medlem af bestyrelsen fratræder inden for sin valgperiode, kan den resterende bestyrelse udpege en suppleant, hvis medlemskab af bestyrelsen skal forelægges ved næste ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt flertal.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller- hvis denne ikke er til stede- næstformandens stemme afgørende, eller hvis bestyrelsen er kollektivt ledet det medlem, der er ældst i anciennitet som medlem af bestyrelsen, subsidiært alder.
Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det, dog mindst 2 gange pr. år.
§ 7
Bestyrelsens formand – eller den bestyrelsen udpeger hertil- indkalder (pr. post eller e-mail) hvert år med 4 ugers varsel til ordinær generalforsamling, der afholdes inden udgangen af januar måned, med følgende dagsorden:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning eller hvis bestyrelsen er kollektivt ledet den, bestyrelsen udpeger til
at aflægge beretning
- Forelæggelse af regnskab til godkendelse og decharge
- Fastsættelse af evt. kontingents størrelse
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelse
- Valg af revisor
- Eventuelt
Forslag til medlemmer af bestyrelsen samt øvrige forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen, medmindre andet fastsættes i indkaldelsen til generalforsamlingen.
Forslag om ændring af foreningens vedtægter kan vedtages med 2/3 flertal af de fremmødte på generalforsamlingen, når forslag herom, senest 2 uger forinden, har været udsendt til foreningens medlemmer.
§ 8
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes efter bestyrelsens beslutning, eller når mindst 10 medlemmer fremsætter skriftlig begæring derom med forslag til dagsorden. Indkaldelse med 14 dages varsel skal i så fald ske senest 14 dage efter, at begæringen er bestyrelsen i hænde.
§ 9
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for foreningens forpligtelser.
§ 10
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden alene eller af 2 bestyrelsesmedlemmer.
§ 11
Foreningens regnskaber revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.
§ 12
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
§ 13
Beslutning om foreningens opløsning træffes med 2/3 flertal af foreningens fremmødte medlemmer på en generalforsamling, når forslag herom senest 3 uger forinden har været udsendt til foreningens medlemmer. Foreningens formue vil derefter være at overdrage til en eller flere af generalforsamlingen udpegede institutioner, der udfører humanitært arbejde.
Vedtaget på generalforsamlingen, den 11. januar 2018, dog er § 5-7 ændret på generalforsamlingen den 27. januar 2022.
Sign.
Manfred W. Petersen
Dirigent