De 4 blå oppositionspartier (DF, venstre, de konservative og LA) har fremsat et fælles beslutningsforslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år og indføre en ungdomsdomstol for de 12-17årige, der udover jurister også skal have børnefaglig kompetence. Forslaget, der vil blive gennemført, hvis blå blok vinder valget, betyder, at børn helt ned til 5. klasse vil kunne stilles for en domstol.
– Det er ejendommeligt, at forslaget kommer netop nu, hvor tal fra politiet viser, at de 10-14åriges kriminalitet er faldet med ikke mindre end 66 % siden 2006. Det tyder på, at forældre og kommuner er på rette vej. Det er derfor et mysterium, hvorfor man vil ændre til et system, der kendes fra lande med højere ungdomskriminalitet.
– Den af den tidligere borgerlige regering nedsatte ungdomskommission bestående af politifolk, anklagere, dommere, ungdomsinstitutionsledere, børnesagkyndige og forskere behandlede spørgsmålet om en nedsættelse fra 15 til 14 år meget omhyggeligt over næsten 50 sider. Man forudsatte en ungdomsdomstol, men nåede alligevel til en klar afvisning bl.a. fordi der er en stemplingseffekt for barnet ved at stille det for en domstol, der kan få negativ betydning for dets fremtid.
– Da den kriminelle lavalder i en periode var nedsat til 14 år gav det ingen ændring i kriminalitetsmønsteret for de 14-årige. Ligesom det ikke ændrede sig, da den blev sat ned igen til 14 år.
– Forslagsstillerne fremhæver, at der er tale om en retssikkerhedsgaranti for barnet, idet det nu vil få en forsvarer. En forsvarer vil imidlertid koncentrere sig om beviserne mod barnet og ikke råde barnet til at tilstå noget, der ikke kan bevises. Men er det det, et barn, der er trådt ved siden af, har brug for? Har det ikke brug for at sætte sig ned med en voksen, det har tillid til, og lægge kortene på bordet, så det skete så vidt muligt kan gøres godt igen, og barnet kan komme videre med en ren samvittighed? Retssikkerhed for børn er omsorg og opdragelse – ikke forsøg på at skjule kriminalitet.
– Nedennævnte organisationer og langt de fleste eksperter støtter vore synspunkter. Hvis du ligesom vi mener, at børn under 15 år skal opdrages (helst af deres forældre) og ikke straffes af det juridiske system, beder vi dig skrive under på denne underskriftindsamling – og sende et link til dine venner.
• Forsete
• Børnerådet
• Fængselsforbundet
• Kriminalforsorgsforeningen
• Dansk Socialrådgiverforening
• FADD – foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge
• LOS – de private sociale tilbud
• Red Barnet
• BUPL
• Socialpædagogerne
• HK-Kommunal
• Skole og forældre, København
• Danmarks Lærerforening
• Københavns lærerforening
• Det kriminalpræventive Råd
For mere information se disse to kroniker:
Blå Bloks kronik i Berlingske af 13.september 2014:
http://www.b.dk/kronikker/indsatsen-skal-skaerpes-for-helt-unge-kriminelle
Eva Smiths kronik i Politiken af 21. september 2014:
http://politiken.dk/debat/ECE2401215/har-de-borgerlige-politikere-glemt-hvordan-deres-boern-var-som-12-aarige/
Skriv under her og gør en forskel.