Kriminalpolitisk tænketank: Farligt at sænke den kriminelle lavalder
Hvis forslaget fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år og oprette en ungdomsdomstol bliver vedtaget, kan det få alvorlige følger og vende en positiv udvikling for de 12-14 årige, mener den kriminalpolitiske tænketank Forsete.
”Forslagsstillerne mener, at man ved at gribe hårdere ind i en ung alder kan få stoppet den kriminelle løbebane i tide. Men forskning og praktiske erfaringer peger på, at man bedst stopper børns kriminalitet ved den tidlige indsat og herefter ved en insisterende og koordineret indsats mellem kommune, barnet/den unge, forældre og de sociale tilbud.
Ungdomsdomstolen vil stemple børnene som kriminelle fra en meget tidlig alder og kan komplicere deres sociale liv blandt ikke-kriminelle børn.” Det siger formanden for Forsete, Ole Ingstrup.
Han peger på, at kriminaliteten blandt de 10-14-årige er faldet med 60 procent fra 2006 til i dag, og derfor vil det være forkert at afløse et velfungerende system i en positiv udvikling med en ungdomsdomstol, som vi kender fra lande med langt højere kriminalitet.
”I Forsete er vi enige i, at vi skal blive bedre til at tackle den lille kerne af unge, der begår alvorlig kriminalitet. Men vi kan ikke forstå, hvordan vi opnår dette ved at sænke den kriminelle lavalder helt ned til 12 år. Langt de fleste børn i denne alder begår ingen kriminalitet, og de få, der gør, begår primært småkriminalitet som butikstyverier,” forklarer Ole Ingstrup.
”Der er dog rigtig gode takter i de andre forslag fra de fire partier, som for eksempel oprettelsen af et rejsehold mod ungdomskriminalitet, yderligere forskning og en styrkelse af SSP-samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi,” siger Ole Ingstrup, der håber, at forslagsstillerne vil lytte til Forsetes bekymring og vende deres forslag med børnesagkyndige.
Den kriminalpolitiske tænketank Forsete består af fagfolk med stor erfaring inden for kriminalforsorg, jura, børn, unge, sundhed og integration. Forsete blev dannet i 2010 som en reaktion på de senere års udvikling inden for retspolitikken – navnlig indenfor kriminalpolitikken.
Opfordringen til at bremse arbejdet med en sænkelse af den kriminelle lavalder og oprettelse af en ungdomsdomstol er underskrevet af:
- Geert Jørgensen, Direktør i LOS – De private sociale tilbud
- Kjell Nilsson, Bestyrelsesmedlem i Københavns Lærerforening
- Kim Østerbye, Formand for Fængselsforbundet
- Søren Skjødt, Formand for FADD – foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge
- John Hatting, Landsformand i Kriminalforsorgsforeningen
- Majbrit Berlau, Formand for Dansk Socialrådgiverforening
- Inger Neufeld, Børnepolitisk konsulent i Red Barnet
- Lisbeth Zornig Andersen, Leder af Huset Zornig
- Flemming Balvig, Professor Kriminologi, Københavns Universitet, medlem af Forsete
- Beth Grothe Nielsen, tidligere lektor i strafferet og kriminologi, medlem af Forsete
- Peter Ege, Socialoverlæge i Københavns Kommune, medlem af Forsete.
- Anika Snare, lektor i kriminologi ved Københavns Universitet, medlem af Forsete
- Tove Munk, fhv. Seminarierektor, medlem af Forsete.
- Ole Hansen, tidligere fængselsinspektør for de Københavnske fængsler, medlem af Forsete
- Flemming Schønnemann, Retspræsident, medlem af Forsete
- Henrik Rindom, Psykiater i Stofrådgivningen København, medlem af Forsete
- Bodil Philip, Inspektør i Ringe Statsfængsel, medlem af Forsete
- Eva Smidt, pens. juraprofessor ved Københavns Universitet, medlem af Forsete
- Helle Lokdam, Advokat, medlem af Forsete
- Birgitte Holmberg Pedersen, Retspræsident, medlem af Forsete
- Niels Otto Jensen, Retspræsident, medlem af Forsete
- Otto Bisgaard, fhv. Byretspræsident, medlem af Forsete
- Allan Baumann, faglig sekretær i BUPL, medlem af Forsete
- Bjarne Bjørnskov Jensen, Retspræsident, medlem af Forsete
- Anne Berglund, Konsulent dagbehandlingsskolen Sputnik, medlem af Forsete
- Jens Tolstrup, tidligere fængselsinspektør i Nyborg Statsfængsel, medlem af Forsete
- Peter Scharff Smith, Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, medlem af Forsete
- Jesper Ryberg, Professor ved Institut for kultur og etik ved Roskilde Universitet, medlem af Forsete
- Lars Holmberg, Lektor ved juridiske Fakultet, Københavns Universitet, medlem af Forsete
- Thomas Elholm, Professor, Institutleder, Juridisk Institut, Syddansk Universitet, medlem af Forsete
- Bettina Post, socialrådgiver, Chefkonsulent på Institut for Socialt Arbejde, medlem af Forsete
- Ole Ingstrup, tidligere direktør for kriminalforsorgen i Canada, formand for Forsete
Læs mere på Forsetes hjemmeside www.forsete.org
Henvendelse vedrørende pressemeddelelsen kontakt da venligst Forsetes formand, Ole Ingstrup, oi@ingstrup-p.dk eller telefonisk 51 21 66 76.