Af Helle Lokdam Forsvarsadvokat og formand for den rets- og kriminalpolitiske tænketank Forsete

Grundloven bestemmer en klar adskillelse mellem den lovgivende og den dømmende magt. Magtadskillelsen betyder, at lovgiverne fastlægger rammerne, inden for hvilke domstolene behandler de konkrete sager. Det har altid i Danmark været således, at lovgiverne gav dommerne et betydeligt råderum til at fastsætte konkrete straffe.

Vigtigt med vide rammer for lovgivning Dommerne skal ikke blot slå op i en tabel og aflæse, hvilken dom der skal afsiges. Dommerne ser på retspraksis, således at lige forhold så vidt muligt behandles lige, men en række faktorer indgår ud over selve handlingen: er det første gang, er det et enkeltstående tilfælde, er der flere i forening, hvilken skade er sket osv.

Hertil kommer den dømtes personlige forhold: alder, skole/arbejde, familiestøtte, misbrug/-behandling mv. Ud fra disse faktorer forsøger dommerne at finde en balance mellem at straffe og at modvirke, at det sker igen.

Det er efter min mening vigtigt, at lovgiverne fastholder alene at fastlægge vide rammer for dommerne, for lovgiverne kan ikke forudse alle konkrete situationer, og en alt for detaljeret lovgivning giver et uoverskueligt system. Ikke mindst strafferetten bør være klar og til at forstå. Dommernes mulighed for at tage hensyn til de individuelle forhold har afgørende betydning i at hindre tilbagefald til ny kriminalitet.

For megen lovgivning baseret på enkeltsager I gennem mange år har retsudviklingen inden for strafferet bygget på, at politikerne bredt hen over midten var enige om nye tiltag, som var baseret på den viden, man havde fra den løbende forskning på området. Nye love var gennemarbejdede og velovervejede. Den praksis har ført til, at kriminaliteten i Danmark stabilt har været faldende. En udvikling alle – også de forurettede – kan være tilfredse med. Mindre kriminalitet betyder et tryggere samfund at leve i.

Den gunstige udvikling er inden for de seneste år blevet udfordret af, at politikerne i stigende grad har blandet sig i enkeltsager, som har haft pressens opmærksomhed, og de har lovgivet på grundlag heraf. Strafferetten er blevet en kampplads for holdninger, og ofte har synspunkterne været præget af signalpolitik i stedet for sagligt funderet viden med en lind strøm af lovændringer i kølvandet.

Enkeltsager bruges til at signalere, at man er ”tough on crime”. At man er handlekraftig og har nultolerance over for kriminalitet. Også inden for områder, hvor forskning og fagfolks erfaringer tilsiger, at det vil have uønskede virkninger.

Dommernes sanktionsmuligheder begrænses Som et eksempel på dette kan nævnes de for nylig i pressen omtalte sager om varetægtsfængsling af fire unge på 15-17 år, hvor dommerne fandt det forsvarligt at bestemme, at de unge, mens efterforskningen stod på, i stedet for varetægtsfængsling skulle underlægges en restriktiv husarrest. Ingen af drengene var straffet tidligere, og alle var godt i gang med at gå i skole. Efterfølgende har det kunnet konstateres, at ingen af drengene misbrugte den tillid, der blev vist dem. Justitsministeren udtalte til pressen, at det var ”helt til grin”. Et meget voldsomt ordvalg i sager, hvor dommere efter konkrete afvejninger havde fundet beslutningerne forsvarlige.

Jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at politikerne:

• holder sig fra at detailregulere
• ikke blander sig i enkeltsager
• ikke begrænser dommernes palet af sanktionsmuligheder.
• Disse tre principper må være det mindste, man holder fast i, hvis man vil bevare grundlovens adskillelse mellem den lovgivende og den dømmende magt og eksistensen af reelt uafhængige domstole.